Forsiden

Den store krig - og den lille mand

 

I anledning af 100-året for 1. verdenskrigs begyndelse tilbydes hermed et spændende og gribende foredrag om Den Store Krig. Der vil blive talt om de store linjer; om krigens årsager, forløb og konsekvenser. Men vi skal også møde krigens gru, som den blev oplevet af den enkelte soldat i skyttegravene og ved fronten.

En af disse soldater var foredragsholderens oldefar, Jørgen Eriksen, der var dansk præst i Sundeved frimenighed. Han var i den grad dansksindet men boede i det Sønderjylland, der var blevet inddraget i det tyske rige efter krigen i 1864. Derfor blev han sendt i krig på tysk side, først til Østfronten, hvor han deltog i den tyske offensiv ind i Polen og Rusland i sommeren 1915. Han blev syg i november 1915 og kom hjem til Tyskland men siden sendt afsted igen i sommeren 1916, denne gang til det frygtede Verdun ved Vestfronten. Efter en tid i skyttegravene tilbragte han den sidste del af krigen som feltboghandler i den lille by, Pillon, lige nord for Verdun.

Foredraget bygger blandt andet på de 854 breve, Jørgen Eriksen sendte fra fronten hjem til sin unge kone, der sad tilbage i præstegården med to små børn.